mandag den 27. januar 2014

Varme ører

Kong Vinter

Bølgebryder

Skal da nok lige love for at kong vinter viser tænder, - føler min hensat til en sibirisk forårsdag. Så nu har jeg brug for en meget varm og tæt hue under cykelhjelmen. Jeg har lige lært at hækle dette forrygende bølgemønster, synes bare det er så fint




De fleste hækleopskrifter jeg har set, starter fra toppen og ned, men jeg har valgt at gøre det omvendt. Måske er der en grund til, at man aldrig starter fra bunden, - men det skal komme an på en prøve!

torsdag den 23. januar 2014

Halvhandsker Irmahønen

Halvhandsker

En 'ommer'

Så blev halvhandskerne endelig færdige, de har bare drillet lidt. Jeg slog et mindre antal masker op, da det er en anden type garn jeg har hæklet i, men måtte erkende at de blev for små. Så det var en ommer!


 

Jeg har ændret lidt i forhold til opskriften i 'Hovedstads'.
Jeg har hæklet selve handsken, samt tommelfinger lidt længere, men har brugt samme antal masker.
Jeg har tilføjet en lille 'blondekant' - musetakker?
I håndled og yderst har jeg hæklet:
3 lm 1 fm i 1.lm 1 fm i 2 fm.
Fortsæt håndleddet rundt, hver 'tak' hækles fast i hver anden m.






Det er vanskeligt at få farveskiftene pæne, jeg er glad for, at de sidder på undersiden!


Det er svært ikke at lade sig inspirere af de fine billeder i 'Hovedstads'......


søndag den 19. januar 2014

Hæklede halvhandsker

Smukke halvhandsker

Jeg har fået hæklebogen 'Hovedstads' skrevet af Sidsel Sangild og den er vildt flot og meget inspirerende. Jeg er begejstret for billederne, - de er meget kunstneriske og det er en fornøjelse at se på.

Jeg har givet mig i kast med halvhandskerne Irmahønen fra bogen, - har tøvet længe for de ser ret svære ud. Men mønstret er altså flot.



Jeg hækler i en anden type garn end den foreslåede, - det er søndag, så jeg har fundet noget Bonita strømpegarn frem fra gemmerne.
Jeg er meget begejstret, det er sådan et fint mønster og ikke så svært som jeg havde regnet med...... Glæder mig til de bliver færdige

søndag den 12. januar 2014

Hue med pelskvast

Hue med pelskvast

De første strikkerier

I 2012 så jeg i gadebilledet mange smukke strikhuer med pelskvast og jeg gik på jagt på nettet for at finde opskrifter. Jeg fandt dog ikke rigtig nogen jeg kunne bruge, men blev meget inspireret af bloggen: http://www.lutteridyl.dk/ hvor jeg fandt en hæklet hue med pelskvast. 
Jeg fik strikket min hue, trævlede op mange gange og forsøgte mig lidt frem. Pelskvaste kan købes i div. garn forretninger og skindbutikker, men det endte med, at jeg købte et lille stykke farvet vaskebjørnspels og selv lavede kvasten. Jeg satte en hægte i, så kvasten kan afmonteres når huen skal vaskes. Huen er strikket i perlestrik, og ikke det letteste for en forholdsvis uprøvet 'strikker'....
                                     

Jeg har brugt huen meget og den kom til at se sådan ud





Siden har jeg strikket en del huer og er efterhånden blevet ( mere) fortrolig ud i strikkeriet





Jeg fandt et fint mønster, som du kan se her:  http://www.garnstudio.com/lang/dk/visoppskrift.php?d_nr=140&d_id=40&lang=dk 



- som jeg blev inspireret til at bruge på en ny hue, - mønstret giver en superfin struktur



Jeg købte et rævehoved, som jeg syr pelskvaster af. Jeg er gået bort fra hægten og bruger en stor trykknap i stedet for....
Den færdige hue, rævepels og kvasten
Så er huen klar til brug






                        











Materialer
2 nøgler Nepal
Rundpinde nr. 6 / alm pinde 6
Jeg har strikket frem og tilbage på rundpinden og altså ikke rundt.

Sådan gjorde jeg:
Slå 84 masker op.
Rib: 2 ret 2 vrang til ribben er 5-7 cm.
Dernæst:
1. 1 rk ret
2. 1 rk ret (som bliver vrang på forsiden)
3. 1 ret 1 vrang pinden ud
4. 1 vrang en ret pinden ud
Gentag rk 1-4 til arbejdet måler ca 15 cm
Dernæst strikkes resten at arbejdet i retstrikning.
Tag 8 masker ind jævn fordelt, på hveranden pind.
Når der er 12 masker tilbage, lukkes arbejdet af og huen sys sammen.



Pelskvast
klip en cirkel ca 10 cm i diameter af din pels, stram cirklen til i kanten (brug tyk tråd) og stop lidt pladevat i, når kvasten er ved at være færdig. Sy en trykknap i, eller sy kvasten direkte på huen.




torsdag den 9. januar 2014

Grønlandske husflidssyslerier

Grønlandske husflidssyslerier

Nytårskur

I julen blev jeg begavet med nogle grønlandske husflidssyslerier i sæl, moskus og perler.

Sælbroschen synes jeg er rigtig fin, og den kan man jo selv lave sig i noget pels eller skind. Den er fremstillet af 5 blade, med perler i midten og monteret med sikkerhedsnål
Her broschen set fra bagsiden

Den er utrolig smuk, og ligner en blomst.....
Broschen er omgivet af en hæklet snor i moskus garn med perler
Armbånd
Moskussnoren bruges som armbånd og er, så vidt jeg er orienteret, højeste mode i Kangerlussuaq, og en dejlig, varm håndledsvarmer.

DIY

Materialer:
Tyndt moskusgarn, uld, eller hvad du synes. 
20- 30 perler.
Hæklenål 1½ - 2

Jeg vil tro, at perlerne er sat på fra starten, og så skubbet foran.
Sæt 20-30 perler på garnet og skub dem frem på garnet.
Hækl 10 cm lm, dernæst en perle m i næste lm.
Fortsæt til arbejdet er ca 2 meter langt, afslut med at hækle arbejdet sammen med en fastm.
Vikl armbåndet om dit håndled.

Sådan ser det ud på håndleddet...