torsdag den 31. juli 2014

Taskenet DIY

Syet taskenet

Jeg skulle bruge noget emballage til noget Primo Duplo, som jeg skulle forære væk til min lille nevø. Så jeg syede fluks et lille net, dels til opbevaring og dels til at fragte klodserne rundt i. Sådan gjorde jeg:

DIY

Materialer:

En rest halvpanama med print 40x55 til ydernet
En rest tyndt lærred 40x55 til foer
To stykker lærred eller halvpanama 8x35 til hanke
Sytråd


De rektangulære stykker stof klippes lige store, foldes på midten og syes sammen i hver side, med retten indad.





Hjørnerne drejes og sys lige over 3-4 cm fra spidsen, som vist på billedet herover. Gør det på begge stykker stof. Klip snippen af. Det bevirker at der kommer en bund i nettet.



Snip afklippet på det blå foerstof



Retten vendes ud på den mønstrede del og den ensfarvede del puttes indeni den mønstrede, vrang mod vrang. Tilpas og fold de øverste kanter (toppen på nettet) og sæt knappenåle i.





Sy nu hankene. Fold stoffet på langs ret mod ret og sy stykket sammen på langsiden, men ikke i enderne. Stop den ene ende hele vejen igennem, så kommer retsiden ud. Disse hanke blev dog for stramme, så det færdige net har hanke af foerstoffet.




Fæstn hankene imellem yder - og foerstof med passende afstand og sæt dem fast med nåle.




Sy nu hele molevitten sammen dvs. foer, hanke og yderstof. Sy hankene godt fast ved at sy dem fast med en firkant og et kryds, - se billedet herover.




Så er nettet færdigt og Primo Duplo klodserne puttet i.




På billedet herover kan du måske fornemme er der er bund i nettet pga. de tværsyede hjørner.

Tips og tricks

Man behøver jo strengt taget ikke have foer i taskenettet.
Man behøver jo strengt taget ikke lave bund, ved at tværsy hjørnerne i bunden.
Man kunne da godt sy nogle lommer i indvendigt - og eller udvendigt.












lørdag den 19. juli 2014

Hæklede shorts med blonde part 2

Hæklede shorts i hør

Så har jeg fået mine hør shorts færdige. Jeg er vild med farven og jeg var rigtig spændt på hvordan de ville blive fordi jeg har ændret på original opskriften som du kan se her
I princippet har jeg bare forkortet stykket i livet med 5-8 cm, men ellers fulgt opskriften. 



Jeg synes dog ikke de er så rare at ha' på, de er lidt for tætte og varme





Jeg har fjernet en hulrække i fht opskriften. Ved at forkorte stykket i livet, har shortsene også en tendens til at 'vise sparebøsse' ...... Så hvis du selv vil hækle et par m lav talje, tror jeg man skal hækle et par runder mere frem og tilbage bagpå, evt starte med bare 2 m til hver side



Jeg har valgt et neon orange 'silkebånd' til at binde med. For at det ikke skal trævle, har jeg brændt båndet med en lighter så det smelter.

Men min favorit inden for de hæklede shorts er bomuldsmodellen, -de er simpelthen så rare at ha' på. Også selv om jeg i starten syntes der gik lidt mormor mameluk i den ;-) Det hjalp da de blev vasket. Du kan se dem HER

torsdag den 17. juli 2014

Gardiner DIY

Gardiner

Jeg var noget selvsikker, da min ven skulle have nye gardiner: "Dem syr vi da bare selv!"
Min erfaring i gardinsyning er meget begrænset. De første syede jeg for mange år siden til min søns værelse. De blev en smule skæve. Siden har jeg syet gardiner til min lejlighed og de er blevet ok. Min søn har også fået nye gardiner, rasende smarte sorte gardiner med en rød velourkant.
Nå, min ven kom hjem hjem fra nordatlanten og vi drog ud for at købe stof. Der var mange overvejelser, fordi han bor et sted med meget lys i sommerhalvåret, så det skulle være nogenlunde tæt og helst heller ikke falme for meget.....


GRÅ halvpanama

Med mange meter halvpanama i indkøbsposen var det så bare om at komme i gang. Nogle af gardinerne skulle være temmelig lange -220 cm- og så begyndte jeg at blive lidt bekymret. Min tommestok er kun 150 cm, så det var noget med at måle op på gulvet og sætte mærker. Og det var altså noget bøvl at måle dem op. Så var der krympefaktoren, - uvasket stof krymper jo en vis procentdel.
Det allerstørste problem med gardiner er lissom at få dem lige, - og lige lange. Det kan man justere når man syr til sig selv.

DIY

Jeg plejer at gøre det, at  jeg starter med at sy gardinbåndet i på begge fag. Så syr jeg det ene fag gardin færdigt, dvs. lægger det op forneden. Det andet fag venter jeg med at sømme i bunden. Så hænger jeg dem op og det ufærdige gardin sætter jeg nåle i så det matcher det færdigsyede gardinfag. Voila, så bli'r de lige lange.

Resultatet

Jeg fik syet dem færdige og var bange for at jeg havde taget munden for fuld. Jeg var overbevist om, at i hvert fald de lange gardiner ville være skæve og uens. Heldigvis kender min ven en syerske i bygden, så han fik gardiner, nål, tråd og opsprætter med nordpå. Så måtte hun - i værste fald, - redde gardinerne i land.
Jeg var spændt på at høre hvordan de ophængte gardiner tog sig ud. Og der var både gode og dårlige nyheder. De gode nyheder var at de tilsyneladende var lige. De dårlige var at de var alt for lange. Men efter en tur i vaskemaskinen, kom de til at se sådan ud:



 .....og det er jeg faktisk godt tilfreds med. Pyha.

 

Så skal jeg da lige love for, at de grå gardiner har fået et lilla skær :-)